Som nogen nok ved, så er jeg med til at streame nogle af kampene i Ringsted og Benløse. Det er primært herre liga kampe, men der bliver også streamet lidt ungdomskampe og damekampe, som regel i forlængelse af herre kampen.
Der er blevet streamet kampe, ja, det må vel være på tredje sæson det kører. Vi har løbende forsøgt at forbedre kvaliteten af streamingen, men der er altid nogle faktorer som man ikke er herre over, som kan gøre livet surt når forsøger at få en god streaming.
Det grundlæggende setup som vi har, er:
- En computer, med en kraftig processor (i7), samt et godt grafikkort og streaming software
- 2 kameraer
- Adgang til internettet 🙂
Derudover, er der flere ting som vi også har forsøgt os med, herunder:
- 1-2 kommentatorer, helst to
- Replays
- Webcam til at vise kommentatorene
Vi har desuden ambitioner om at udvidde til at have flere kamera, der er bare det problem, at for at få et video-signal ind i computeren, så skal man have et capture-card, som vi pt. har 2 stk. af, og disse er ikke billige. Computeren i sig selv er ikke billig, og vi har allerede to kameraer, men pt. benytter vi kun ét af dem til at vise kampen, idet at det andet kamera bliver brugt til at vise måltavlen (tiden).
Det åbenlyse spørgsmål herfra: Jamen hvorfor bruger I ikke bare softwaren til at vise tiden, ligesom I allerede gør med scoren, så I kan bruge begge kameraer til at vise kampen?
Svaret er, lige nu: Hvis vi skulle have et indbygget ur i programmet, så skulle vi manuelt starte og stoppe det, synkroniseret med når dommerbordet gør det, hvilket man skal have én (hel person) til. Vi er pt., ikke nok personer til at kunne håndtere dette, idet at setuppet er lige nu, at én mand styrer kamera, og en mand styrer scoreboard og replays.
Skulle vi benytte begge kameraer, så vi har én person til hvert kamera, ja så har vi ingen til at sidde ved tastaturet mere.
Streaming kvalitet – hvorfor hakker det?
Som nogle måske har lagt mærke til, så hakker vores stream nogle gange, som om at der bliver sprunget nogle billeder over, og det er reelt også dét der sker.
Programmet vi bruger pt., Wirecast, tager signalet fra kameraerne ind, og skal så bearbejde det, og ligge scoreboard og andre overlays på (som fx. reklamer), og så sende det ud på internettet (til YouTube).
Det samme signal bliver samtidigt gemt på computeren, så vi senere hen kan klippe i videoen, og fx lave highlight-videoer, det er der nogen der fortrækker at kigge på, i stedet for at se en hel kamp i gennem 🙂
Ud over at programmet skal håndtere at sende til Youtube, og at gemme på computeren, med 30 fps (frames per second, billeder i sekundet), så har vi også replay modulet kørende, som også gemmer dele af videoen på harddisken, og sørger for, at så snart der er scoret, så kan vi trykke på en knap, og få det gengivet.
Ja det er mange ting Wirecast skal håndtere på samme tid, og grunden til at der forekommer dropped frames (at nogen billeder der bliver sprunget over), er simpelthen at programmet ikke kan nå at arbejde hurtigt nok.
Wirecast er et udemærket program, der er dog nogle ting, som jeg personligt synes er dårligt lavet i det, fx kan man ikke se nogen information om dropped frames. Til gengæld er der en fin lille menubar, hvor der står hvor mange procent af processoren som Wirecast bruger. Wirecast har så den fejl, at hvis man har et andet sprog end engelsk på sin computer (som vi selvfølgelig har), så viser den altid 0%. Så vi ved reelt ikke, om den benytter al processor-kraften.
Og så til det nye! Vi skal nok forbedre os! 🙂
Nok om Wirecast – for selv om vi har brugt det i over to år, og det er blevet udviklet på løbende, så føler jeg ikke at det er sjovt at bruge det, for der er så mange småting i det, som gør at man hele tiden får nye problemer, eller i hvert fald ikke kan optimere sine arbejdsgange.
For siden vi købte Wirecast, kom der en ny spiller på markedet, vMix, som er et lignende program, bare hvor der er tænkt mere over tingene, og der er mange flere features, uden at det er gået ud over brugervenligheden.
Jeg har selv siddet og “leget” lidt med programmet. Det skal lige siges at man kan downloade den fulde version af vMix i en prøve periode på 60 dage.
I løbet af de første par minutter jeg havde programmet kørende, føltes det bare meget mere rigtigt, end med Wirecast.
Som noget af det første, så testede jeg selvfølgelig at jeg kunne få signal fra kameraerne ind, og det gik fint. Derefter, så indstillede jeg programmet til at streame til Youtube, samt at gemme video på computeren. Noget nyt på Youtube, er at man kan streame i 50 fps (ved 720 og 1080p), og jeg tænkte, at nu jeg var i gang med at teste, så kunne jeg ligeså godt prøve at streame med 50p, i stedet for de sædvanlige 30 fps. Og søreme jo, det kørte som smurt, 1080p50 streaming (1920 x 1080 pixels, 50 fps), og det brugte UNDER 40 % af processoren! (for den funktion er i vMix) Og det var ikke KUN at streame, det var både at gemme på computeren, streame, og køre replays (som gemmer på harddisk løbende), alt sammen samtidig!
Jeg tjekkede også information om dropped frames (dette kan man også i vMix), og den gav et stort rundt 0, hvilket er hvad man ønsker – ingen mistede billeder!
Så, du kan nok regne med, at næste gang at vi streamer, så skulle alle kunne se, at der er forskel fra tidligere. Og forresten, næste gang, er højst sandsynligt i efterårsferien, lørdag d. 10. oktober, hvor BFC Vensyssel gæster Ringstedhallen.
Spillerinterviews?
Der er flere, der har efterlyst om det var muligt at der kunne komme spillerinterviews i pauserne, og det er da helt klart en ting som kunne være sjovt at prøve at have med. Man kan jo godt sammenligne “vores produkt” lidt med KanalSport, som tidligere har sendt floorball kampe. Selvfølgelig er der en væsentlig forskel mellem det KanalSport kunne levere, og det vi kan. De har professionelle kameraer, og profesionelt videoudstyr, hvor vi derimod, blot er nogle glade amatører 🙂
Men det er bestemt ikke udelukket, at vi vil eksperimentere i fremtiden, bestemt ikke, hvis også at vi kan få vMix helt op og køre, med alle de ting det kan.
[…] mandags skrev jeg et indlæg om streamingen vi laver. Jeg skrev en beskrivelse af hvordan det fungerer, og jeg skrev at vi som […]